This book was created and published on StoryJumper™

©2014 StoryJumper, Inc.   All rights reserved.

Publish your own children's book: 

www.storyjumper.com

Del 1: Hjemme igen

Vinden susede gennem græsset, da Taira red sin sorte 

islænder gennem det sidste åløb inden de nåede sletten 

med deres lille lune gård. Tiden efter Islandet lå næsten 

tåget hen i hendes hukommelse. Hendes far talte 

egentlig ikke så meget om årene i det kolde nord, men 

ind i mellem kunne han lokkes til en lille historie om de 

store vidder og de vilde ture på isen. Taira kunne ikke 

længere helt finde ud af hvad hun faktisk kunne huske og 

hvad hun bare havde hørt tilstrækkeligt mange gange. 

Måske var de fleste minder sådan. Måske handlede det 

bare om hvor mange gange man havde hørt en tosset 

anekdote eller en skør familie-saga: Hørte vi tingene mange 

gange nok, havde de det med at forplante sig til virkelighed i ens 

eget snørklede hoved, tænkte hun. Men et var hun sikker på: Bogen, 

bogen var virkelig.

Taira rystede tankerne af sig. Mørke ville hverken få 

tørt halm eller foder af at hun svælgede sig hen i dystre 

tanker. Hun sporede islænderen an det sidste stykke inden 

gården og tordnede ned ad de grønne bakker med aftensolen i 

ryggen. Endelig hjemme mumlede hun, da hun træt hoppede af 

Mørke og gav den et kærligt klap på den svedige hals. 

Flammerne buldrede i kaminen, da hun trådte indenfor. Den hyggelige 

lyd af bare fødder mod trægulvet nåede hendes øre, og hun snusede 

duften af friskbagt brød ind gennem næsen. Hendes mor var i køkkenet 

kunne hendes sanser gætte. 

Kairo sprang hende velkommende i møde.   Det var et rent held at 

Taira nåede at gribe fat i dørhåndtaget, inden den lille tykke, 

evigt-sultne   hund væltede hende omkuld i sin pibende 

gensynsglæde. 'Ja, ja Kairo - SÅ længe har jeg da heller ikke 

været væk' Taira klappede den ivrige lille hund på hovedet, og 

skulle lige til at tumle den rundt på gulvet, da hendes fars ansigt 

kiggede frem i døråbningen: 'Dejligt at se dig, min stjerne' 

nynnede han, og skulle lige til at lægge an til en længere fjollet 

velkomstvise. 'Neeej, far. Mine ører er trætte' grinede Taira og gav 

sin gamle far et knus. Der var noget ved hans ansigt der gjorde 

hende bekymret, og hun var lige ved at fortryde at hun ikke havde 

ladet ham kaste sig ud i en af hans fjollede viser, men lige nu 

bestemte hendes sult og træthed at hun skulle sætte kursen mod 

køkkenet og det nybagte brød, inden sengehalmen tog tiltrængt i mod 

hende. Varmen fra kaminen var kærkommen, men den fik samtidig 

hendes trætte lemmer til at skrige på den søvn, hun ikke havde set 

meget til de sidste par dage. 

Morgensolen vækkede hende hårdt og brutalt næste morgen. Taira 

vendte sig i sengehalmen og kløede sig søvnigt i øjnene. Billederne 

fra den netop overståede tur kom tilbage i hæslige glimt. Havde hun 

virkelig ikke fået bogen med tilbage? Hun orkede ikke at tænke på 

den skuffelse der ville brede sig, sammen med velmenende sætninger 

som 'Jamen, vi ved at du virkelig prøvede Taira', efterfulgt af 

bortvendte blikke og samtaler der hurtigt blev lavmælte og alvorlige.

Gad vide om de overhovedet anede hvad hun tænkte - Gad vide 

om de overhovedet havde en eneste anelse om hvor hårdt hun 

havde forsøgt, og hvad hvert eneste forsøg havde kostet hende af 

kræfter. Hun var træt af at kæmpe mod forventningerne om at være 

den pæne selskabelige pige, der kunne vises frem til festlige 

lejligheder og sige de rigtige ting på det rigtige tidspunkt - Samtidig 

med at hun tilsyneladende skulle være den stærke, den kloge og den 

modige. Hvor meget kunne en person rumme? 

Taira så frem for sig og smilede: De vigtigste folk troede på det og det 

var jo et sted at starte. I øvrigt ventede de der vigtigste folk nedenunder 

med morgenmad mindede hendes mave hende om. 

Taira trak hurtigt i en sweater og et par grove bukser der kunne 

gøre det ud for ridetøj, når morgenmaden var overstået. Hun 

måtte tale med sin far om den manglende bog, men allerførst 

ville hun sikre sig en afklaring på de bekymringer, hun synes var 

kommet til syne i hans ansigt aftenen før. En frisk tur ud over 

bakkerne kunne være et godt sted at starte den 

samtale, tænkte hun med et strejf af

bange anelser.

Mørke prustede dem varmt i møde, da de drejede om hjørnet til den lille fold. 

Taira tøvede og kunne ikke helt finde ud af hvordan hun skulle få startet 

samtalen. Hvorfor skulle sådan noget være så svært? Hendes far kiggede på 

hende med et sært smil, der forsøgte at gemme en tristhed bag de brune øjne. 'Du 

skal bare sige det lille stjerne. Du har ikke bogen med hjem vel? Stol på mig. Jeg 

håber ikke at du synes at have grund til andet ... Jeg ved at du har forsøgt... Og 

jeg ved at du vil forsøge igen' Den sidste sætning kom lidt stille og lidt prøvende 

og Tairas begyndende smil falmede stille på hendes lille alvorlige ansigt. 

Hvordan kunne han sige det - Hvordan kunne han sende hende afsted igen? Hun 

fattede næsten ikke sine egne ører. Stod han virkelig der med et smil og sagde at 

hun bare måtte forsøge igen?

Taira sank dybt inden hun tog mod til sig: 'Mener du virkelig... at jeg skal rejse 

ud efter bogen igen?' Hendes far nikkede samtidig med at en sær blanding af 

bedrøvelse og smil viste sig om hans mund. 'Jeg forstår ikke ...' begyndte Taira, 

men hendes far afbrød: 'Tro mig Taira, jeg ville gerne have det var anderledes. 

Jeg ville gerne kunne svare på alle dine spørgsmål og sige at det ikke var 

nødvendigt at tage ud, men sådan forholder det sig ikke. Vi har alle været på 

turen, og ikke to er ens. Nu er det din tur. Det eneste jeg ved med sikkerhed er at 

du har tankernes dybe grund og hjertets varme slag. Dem skal du passe på.' 

De sadlede hestene op i stilhed, og red ud over bakkerne. Taira 

kunne stadig ikke helt få sin fars ord til at give mening: Tanker 

og hjerte - Hvad skulle der være særligt ved det? Og hvordan 

passede man på dem? Spørgsmålene væltede ind over hende. Hun 

forsøgte at skubbe dem væk og overgive sig til hestens rytme og 

vinden der fik håret til at hvirvle som små spruttende flammer, men 

hun kunne ikke helt mærke den ro der plejede at indfinde sig. Turen 

var jo bare en lille pause inden sadeltaskerne igen skulle pakkes. 

Hun bestemte sig for at tage afsted inden solnedgang. Tårerne 

trængte sig på. Hun havde lige nået at mærke glæden ved 

gensynet med sin bror, der havde givet hende en kærlig 

velkommen-hjem-svingtur og hun var faldet til ro i sin mors rolige 

arm foran ilden om aftenen. Nu skulle hun allerede afsted igen. Et 

sted inde bag tankerne vidste hun godt at der ikke havde været 

nogen vej udenom: Bogen var nøglen til et eller andet - Hun vidste 

bare ikke helt hvad endnu.

Da de nogle timer senere red ind på den lille gårdsplads var Taira 

helt besluttet. Der var ikke så meget at tænke over. Hun tog en runde 

i den lille have der bølgede i blege røde farver, kløede den lille evigt-

sultne hund bag ørerne og pakkede en pose med sin mors nybagte brød 

og lidt bær fra haven. 

Mørke kunne hvile sig et par timer inden de satte kursen mod de 

grågrønne dale. Tordenpigen i den vestlige ende af den dybe dal 

var hendes sidste håb for at finde bogen, men hvordan hun skulle få 

hende i tale havde hun ingen idé om. De gamle vidjekoner havde 

fortalt at hendes stemme var blevet borte, og at ingen vidste hvordan 

den skulle kaldes hjem. Det måtte komme senere, hvis de der tanker 

og det hjerte virkelig duede til noget tænkte hun med et lille suk. 

```*´´´

Del 2: Tågernes dal

Til Tairas store overraskelse havde det næsten været en befrielse at sætte 

afsted ud over bakkerne og da hun nåede toppen og kunne se dalen brede 

sig ud mod kysten var der ikke længere tvivl i hendes sind: Det var det 

rigtige at gøre. Hun ville ikke finde ro før hun fik bogen med hjem. Det 

havde ikke været nemt at tage afsted igen, men som hendes mor havde 

understreget var det ikke et farvel, men et på gensyn. Det måtte hun holde 

fast i. 

Taira kiggede ned gennem dalen. Hvis de gamle historier var rigtige kunne 

hun finde Tordenpigen der hvor mørket bliver tændt og Neptuns fod har 

ramt. Hun tyggede på sætningen. Mørke havde sagtnet tempoet og hun 

holdt ham an og steg ned for at få et bedre overblik over dalen. På den 

vestlige side ændrede dal-landskabet sig til nogle få bakker der blev 

forstyrret af et lille nor hvor vandet havde gnavet sig ind på kystlinjen. 

Kunne det give mening? Taira kiggede ud mod horisonten og fik øje på den 

nedadgående aftensol. Der hvor mørket bliver tændt... Det måtte være 

stedet. Neptun, havets hersker, havde sat sin fod og fodaftrykket var det 

lille nor. Det hele passede sammen. Taira tog en dyb indånding og 

mærkede hvordan en spirende nysgerrighed spredte sig i kroppen. Måske 

kunne hun alligevel regne det hele ud, hvis hun bare ordnede sine tanker.

You've previewed 15 of 24 pages.

To read more: