Der var engang en konge. Han hed Christian 9.

Kongen levede på Amalienborg med sin familie. Han havde en kone, som hed Louise af Hessen-Kassel og sammen havde de børnene, kronprins Frederik den 8,  prinsesse Alexandra, prins Vilhelm, prinsesse Dagmar, prinsesse Thyra og prins Valdemar.

Der havde lige været afholdt valg, og kongen havde udpeget en ny regering bestående af sine venner fra partiet Højre.

Befolkningen hyldede kongen foran slottet, men bag facaderne var folket bange for at vise deres utilfredshed. Også bag slottes fine murer gik en utilfreds kronprins rundt.

"Hvorfor skal det altid være dig, som skal bestemme far?". Han ryster på hovedet og fortsætter: "Du lytter overhovedet ikke til hvad folket siger. Tror du overhovedet, de kan lide dig?"

Christian løfter det ene øjenbryn i mistro og peger ud mod folkemængden: "Se på dem. De ser da meget tilfredse ud, gør de ikke?"

Frederik kigger ud på folkemængden og ser derefter undrende på sin far. "Eller også er de måske bare bange for at miste deres hoveder?" siger han, i en sarkastisk tone.

Christian fnyser af Frederik. Ha, siger han på en måde, som kun konger kan gøre det på.

Men Frederik er ligeglad med, at hans far er konge. "Hør her far. Jeg vil råde dig til at opgive tronen og indføre parlamentarisme". Frederik er meget bestemt i tonen og nu bliver Christian rasende. ”Aldrig i hele mit liv har jeg hørt noget så absurd. Hvad godt ville der komme ud af det?”, snerrer Christian.

"Ja, vi ville få mere tillid fra folket ved at gøre dette", svarer Frederik.

Christian fnyser. “Hvad hjælper det med tillid, hvis det ikke er mig der har magten”, snerrer Christian igen.

Frederik er helt rolig og svarer: "Måske skal folket, og ikke du, have magten til at bestemme, hvem der skal danne regering".

Christian hæver stemmen og siger i en fast tone: “Folket er ikke kloge nok”. Frederik smiler overbærende til Christian og siger: “Visse vasse. De er bare ikke vant til at blive hørt. Det kunne DU jo ændre på".

Kongekronen på Christians hovede vibrerer, da kongen slår hånden ned i bordet.”De har aldrig haft noget at skulle have sagt i forhold til regeringsdannelse, og det behøver de heller ikke at få nu! De har fået stemmeret og det må være fint”.

”Vil du have, at det skal ende ligesom i Frankrig? Vil du gerne have hugget hovedet af?", spørger Frederik?

”Nej selvfølgelig ikke, men hvad får dig til at tro, at folket overhovedet er modige nok til at prøve?” siger Christian med en vis usikkerhed i stemmen.

"Det danske folk har fået med Junigrundloven af 1849 fået demokrati og med det en række liberale frihedsrettigheder fx ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Disse friheder kan de jo passende bruge på at finde ud af, hvordan de skal komme af med monarken", siger Frederik med en truende og bestemt stemme.

Christian er rystet. “Vi kan da ikke have, at folketinget skal bestemme, hvem der skal danne regering. JEG er den udøvende magt...MIG". Christian stamper i gulvet med sine fødder. "Det er DE ikke kloge nok til" og peger ud mod menneskemængden.

Frederik ryster på hovedet. “Det passer jo ikke far, for vi har jo demokrati i Danmark og folket har måske nogle kloge ord som du burde høre.”

“De eneste ord der kommer ud af dem er, at de vil have flere penge", vrisser Christian surt og lægger armene over kors.

”Arrg, far du lytter jo slet ikke til, hvad jeg siger.”

“Jo jeg gør", siger Christian, "men det går ganske fint her i Danmark og det bør vi bevare og ikke hele tiden skabe nye forandringer."

Den lovgivende magt

Den udøvende magt

Frederik er opgivende. "Jamen far, du må da respektere folkets valg." Christian ryster på hovedet. Frederik fortsætter: "Folketinget er den lovgivende magt. Partiet Venstre har flertal i Folketinget og bør..."

Christian afbryder ham: "Men jeg er den udøvende magt og jeg har lov til selv at udpege MIN regering. Og jeg siger, at MIN regering skal bestå af medlemmer fra Højre". Frederik sukker "Jeg mener at det skal være den lovgivende magt., der skal bestemme, hvem der skal danne regering. - Også selvom det betyder at vi så får en Venstre-regering".

Christian vrisser af ham og slår ud med armene og siger: "Men så mister jeg nærmest al min magt".

Frederik kigger længe på sin far og sukker. "Far, hvorfor er det, at alt i verden skal handle om dig?" "

Højre

Venstre